Ordbogen

Få svar på en masse mystiske termer

Læsetid: 3 minutter Sidst opdateret: 27-01-2023

Hvad er pris?

Hvad er pris?


Definitionen på en pris er ganske enkel: Prisen er det, du skal betale for en vare eller en ydelse. Prisen kan være bestemt på forhånd og gælde for alle kunder – sådan som vi kender det fra supermarkedet – eller det kan være en del af en samlet forhandling om et projekt på samme måde, som når en håndværker laver et tilbud på eksempelvis et nyt køkken. Her er prisen sat til at gælde alene for dig.


Men før prisen bliver præsenteret for dig som køber, er der flere trin, som den, der sælger til dig, skal overveje.


Der er flere måder at beregne en pris på


En pris kan beregnes på mange forskellige måder.


En måde er den, der bliver kaldt markedsprismetoden. Her findes der et marked for den vare, der sælges, og prisen er den samme for de fleste varer. Det gælder for eksempel for dagligvarer. Når priserne går op og ned, gør de det som regel for alle udbydere på det marked.


En anden måde er at sætte prisen ud fra sine omkostninger. Hvis en virksomhed kan beregne omkostninger til et projekt, kan de blive lagt sammen, få tilføjet et indtjeningskrav, og så er det den pris, der præsenteres.


En sidste måde at lave pris på er at sætte prisen efter den værdi, som den solgte varer skaber. Det forsøger blandt andet medicinalfirmaer at gøre. Når man kan se, hvor meget medicin hjælper patienter – for eksempel med at forblive arbejdsdygtige og aktive – så sparer samfundet omkostninger. Og de omkostninger ønsker medicinalfirmaet så at blive betalt efter.


Konsulentfirmaer kan gøre noget lignende. De kan aftale med deres kunder, at et projekt skal skabe en vis værdi, og hvis den gevinst ikke realiseres, så får konsulentfirmaet ingen betaling. Lykkes det derimod, får konsulenterne en del af gevinsten.


Pris er et vigtigt positioneringssignal


I de flestes hoveder hænger pris og kvalitet sådan sammen, at en høj pris signalerer god kvalitet og lav pris signalerer dårlig kvalitet. Dette udnytter virksomheder som en del af deres positionering. Mærkevarebutikker med høje priser ligger således på dyre adresser med smagfuld indretning for at signalere eksklusivitet, mens discountbutikker ligger mindre eksklusivt med mere spartansk indretning for at signalere, at der er skåret ind til benet.


På den måde viser virksomhederne os som kunder med deres prissætning i hvilken ende af markedet, de hører til. Mest af alt er det psykologisk – men det virker.


Blev du klogere? :0)

Kontakt os

Enten via kontaktformularen eller direkte pr email post@kerp.dk