Ordbogen

Få svar på en masse mystiske termer

Læsetid: 3 minutter Sidst opdateret: 26-01-2023

Hvad er en kvittering?

Hvad er en kvittering?


En kvittering er en skriftlig anerkendelse af, at du har købt enten et produkt eller en ydelse. Kvitteringen kan både være på fysisk papir eller online. En kvittering skal indeholde oplysninger om både købssummen og stedet, hvor produktet eller ydelsen er købt. Hvis du gerne vil reklamere over en ydelse eller returnere en vare, vil du altid blive bedt om at fremvise din kvittering.


Mere om kvitteringer


Kvitteringer, som også kaldes boner, er som nævnt en skriftlig anerkendelse af et køb. Derfor vil du ofte også blive spurgt, om du gerne vil have bonen med, når du betaler for enten et produkt eller en ydelse.


Det er altid en god idé at takke ja til bonen. Hvis du senere skulle få behov for at returnere en vare eller måske reklamere over den, vil forhandleren højest sandsynligt bede om at se din bon. Bonen er nemlig et bevis for, at du har købt varen hos den pågældende forhandler.


Hvis du har købt en ydelse, har du også ret til at få en bon. Det kan også være en god idé, hvis du senere gerne vil reklamere ydelsen. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis du har været ved frisøren og ikke er tilfreds med resultatet.


Det skal en bon indeholde


For at en bon kan være et gyldigt købsbevis, skal den indeholde nogle specifikke oplysninger:



  • Angivelse af hvilket produkt eller ydelse, der er blevet købt

  • En købssum for produktet eller ydelsen

  • Dato for handlen

  • Navnet på virksomheden, der har solgt produktet eller ydelsen

  • Angivelse af en eventuel bytteret eller andre betingelser, der er behæftet til købet


Det kan du bruge en bon til


Der findes flere forskellige ting, som du kan bruge dine boner til. Som allerede nævnt er det ofte nødvendigt at kunne fremvise en bon, hvis du gerne vil returnere en vare eller reklamere over den. Derudover bliver boner også anvendt til at dokumentere køb i regnskab og bilag. Hvis du derfor fører regnskab over dine køb, kan det være en god idé at beholde alle dine boner.


Hvis du ikke fører nøje regnskab, er der måske nogle boner, som ikke giver mening for dig at beholde. Det kan for eksempel være en bon på, at du har købt en pose slik fredag aften.


Hvis du foretager et dyrere køb, som for eksempel en smartphone, bør du altid få din bon med. Ellers kan det være meget svært at reklamere eller eventuelt videresælge smartphonen.


Blev du klogere? :0)

Kontakt os

Enten via kontaktformularen eller direkte pr email post@kerp.dk