Ordbogen
Få svar på en masse mystiske termer
Den officielle definition af en headhunter er en person, der udvælger særligt kvalificerede personer til ledende stillinger. Men i dag er headhunterens arbejde ikke begrænset til at finde ledere; faktisk bruges en headhunter også til rekruttering af specialister.
Generelt bruges headhuntere mest, når en virksomhed ønsker at rekruttere kandidater, som er svære at finde. Her kan en headhunter lettere kontakte potentielle kandidater uformelt, end en virksomhed selv kan. Og kandidater kan tale mere frit med en headhunter om deres karriereønsker, end de kan, hvis de taler direkte med den virksomhed, der ønsker at rekruttere.
Med de sociale medier er det blevet lettere at erklære sig som uformelt jobsøgende – altså at man er glad for sit job, men er indstillet på at flytte sig til et andet, hvis den rigtige mulighed skulle opstå.
Og det udnytter headhuntere. Det er enkelt for dem at kontakte potentielle kandidater, der har et CV, som passer til den rolle, de skal fylde; CV’et ligger jo lige til at læse på flere karrieresites.
Som nævnt bruges headhuntere i dag både til rekruttering af tunge ledelsesprofiler, men også til at fylde specialistroller. For også specialister kan være i høj kurs, og derfor er den klassiske rekrutteringsform med jobopslag ikke altid effektiv nok.
Selvom en virksomhed bruger et jobopslag som rekrutteringskanal, kan de alligevel samarbejde med en headhunter. Det kan være, de ønsker at spare tid eller først ønsker at træde ind i rekrutteringsforløbet, når der er fundet kandidater, som de ønsker at arbejde videre med.
Samtidig giver headhunteren mulighed for, at man som kandidat kan tale mere frit, så virksomheden på den måde får et mere ærligt billede af den person, der har søgt job hos dem.
Mange headhuntere har et princip om ”no cure-no pay”. Det betyder, at hvis den kandidat, de har fundet, ender med at stoppe hurtigt, så skal de ikke have honorar. Men alligevel er en headhunter en dyr rekrutteringsform sammenlignet med klassiske jobopslag.
Samtidig er der risiko for, at headhunteren fremmer sin egen interesse i stedet for virksomhedens. Når de først har fået godt og fortroligt kendskab til en god kandidat, kan de vende tilbage med nye muligheder til den samme kandidat gang på gang. Det er godt for kandidaten og headhunteren, men kan blive dyrt for virksomhederne.
Blev du klogere? :0)
Kontakt os
Enten via kontaktformularen eller direkte pr email post@kerp.dk